Sådan gør du dit hjem klar til julen
Sommeren er desværre ved at synge på sidste vers – ja, kalenderen fortæller os faktisk, at vi allerede er kommet ind i efteråret. Inden vi får set os om, er det vintermånederne og dermed julen, som står for døren.
Hvis du er en af dem, som altid bliver overrasket over, hvor hurtigt julen kommer og går, så får du her et par gode råd til, hvordan du kan gøre dit hjem klar til årets store højtid. Så slipper du for, at den søde juletid kommer bag på dig igen i år.
Start med det udenfor
Når du går udenfor en mørk vinteraften i december, har du så prøvet at lægge mærke til, hvor hyggeligt det ser ud, når folk har pyntet op udenfor? Du kan gøre det samme ved at tage hul på julen med at pynte ude foran dit hjem. Det er hurtigt klaret, men det ser vildt hyggeligt ud. En fin solcelle lyskæde, som bryder vintermørket med sit hvide, varme eller multifarvede lys, skaber nemlig en helt fantastisk stemning.
Du skal ikke bekymre dig om, hvad du skal gøre af dem, når du har købt en eller flere lyskæder. Hæng dem op i nogle små træer eller buske ved hoveddøren, og lad julestemningen brede sig.
Flere lyskæder fås med en indbygget timer. Det betyder, at du kan sætte dem til at slukke, når du for eksempel går i seng. Så slipper du for, at de står og brænder 24 timer i døgnet, hvor du alligevel ikke er vågen til at nyde synet af dem.
Gør hovedrent, inden du pynter op
Det er hyggeligt, når hjemmet bliver pyntet med alverdens hjemmelavet, nyt og gammelt julepynt. Hvis du foretager en grundig hovedrengøring af hele hjemmet, inden du pynter op, vil du uden tvivl nyde det pyntede hjem endnu mere.
Du er jo alligevel rundt i hver en krog for at hænge kravlenisser op, ikke? Hvorfor så ikke have støvkosten og kluden med rundt til at fjerne de gamle nullermænd samtidig? Det er pludselig to fluer med ét smæk.
Bag julekagerne i god tid
Der er ingen, der siger, at julesmåkagerne først skal bages den 23. december. Hvis du starter i god tid, er der rig mulighed for, at du og resten af familien kan få masser af glæde af de søde sager gennem hele julen.
Bager du vaniljekransene og klejnerne tidligt, er der jo også en god undskyldning for at bage en portion mere, ikke?
Comments are closed.