Hvis du ligesom mange andre har problemer med begrænset plads i din bolig, er der heldigvis råd at hente. Det kan nemlig være en udfordring at indrette sig på få kvadratmeter, når du gerne vil have plads til møbler, nips og andet hygge.

Du får her 4 tips og tricks til, hvad du skal gøre, og hvad du ikke skal gøre, når du indretter din lille bolig. Med dem kan du nemlig gøre din bolig større – optisk set naturligvis – og du kan også bruge tricksene, hvis du har lejet et lille kontor eller andet.

Ryd op – og ud

Allerførst kræver din indretning, at du rydder op og ud. Det vil sige, at du skal være hårdhændet og kigge kritisk på dine møbler. Måske har du en virkelig fin lænestol, som du har arvet af din mormor. Stolen passede sikkert i dit tidligere hjem, men det er ikke sikkert, at den passer ind i din lille bolig.

Møbler med affektionsværdi kan du opbevare hos venner og bekendte eller leje et depotrum, hvis der ikke er det til din bolig. Så kan du finde stolen frem, hvis du rykker til en større bolig på et senere tidspunkt. Lige nu er du dog nødt til at indse, at du må gå efter møbler, der passer ind i de mindre proportioner.

Giv godt med lys

Små rum skal lysnes op. Det kan du gøre på flere måder. Først og fremmest kan du holde dine vægge hvide eller i hvert fald helt lyse. På den måde ”udvider” væggene sig en smule, så det virker som om, der er mere plads, end der reelt er.

Men du skal også lyse din bolig op på andre måder. Det kan du gøre ved at sørge for, at der er en god belysning i rummet. For selvom væggene er hvide eller lyse, vil rummet hurtigt føles mindre, når mørket falder på.

Gå efter mindre lamper i stedet for en klodset, stor loftlampe. I et lille rum er det bedre at have flere små lamper end én stor. Sæt en lille bordlampe på en skænk eller i vindueskarmen, og hæng en væglampe over din sofa og i dit hyggehjørne. Ingen af delene tager din dyrebare gulvplads.

På trods af at gardiner lige nu er på fremmarch i indretningen, er det en god idé at droppe dem. Selvom du ikke vælger nogle tunge, men i stedet går med nogle lyse og luftige, vil de alligevel ”suge” en del af lyset. Og det har du ikke råd til i små rum. Drop derfor gardinerne – også selvom du gerne vil skærme for udefrakommende blikke.

Lette, lyse møbler er vejen frem

Én af de helt store fejl i indretningen af små hjem er, at mange ofte indretter med de forkerte møbler. Selvom møblet måske virker småt, kan kompositionen af møblet være helt forkert i et lille rum. Eksempelvis kan en lille bastant kommode i mørkt træ virke, som om den tager ganske lidt plads, men i virkeligheden får den rummet til at skrumpe.

Du skal i stedet investere i lette og lyse møbler. Hvis du gerne vil have lidt varme, som træmøbler kan give, så gå efter lysere varianter som ask eller eg. Sørg også for, at dine møbler netop ikke har tunge ben, men i stedet har tynde ben, så du får skabt luft omkring dem. Det gælder både siddemøbler og opbevaringsmøbler.

Undgå for meget nips

Nips gør hjemmet hyggeligt. Det er med til at skabe en god og varm stemning i din bolig. Men når du bor småt, skal du passe på med at plastre dit hjem til i nips. Også her skal du være konsekvent. Det betyder dog ikke, at du ikke kan pynte med en lille plante, lysestage og vase, du skal bare være opmærksom på, at det ikke bliver for overvældende på de få kvadratmeter.

Undgå også for mange billeder på væggene og sørg for at hænge dem med luft mellem hinanden og altså ikke for tæt sammen. Det kan virke klemt og bidrager ikke til den rummelige fornemmelse. Hvis du eksempelvis hænger et par billeder over din sofa, så hæng dem gerne lidt højere på væggen end normalt, så der kommer godt med luft mellem dem og sofaen. Så giver det en langt mere luftig fornemmelse, og det virker til, at der er mere plads.